Retten i Lyngby

Mit første møde med Retten i Lyngby var, da jeg i foråret 2010 ønskede at få akterne i min sag mod Danica Pension udleveret, fordi jeg havde på fornemmelsen at min daværende advokat ikke lavede noget som helst, men blot udsatte sagen igen og igen.
Dette nægtede retssekretariatets chef pure, og jeg måtte involvere dommeren for at få opfyldt dette – efter min ringe mening – naturlige krav.

Dernæst fik jeg – efter opfordring til dommeren fra min modpart – et advokatpålæg, der foruden at sætte min personlige viden om sagen ud af spillet, belastede min økonomi med et par hundrede tusinde kroner, og samtidig accepterede retten – mod mine protester -, at min ekshustru, der er advokat, kunne deltage som min anden modpart på lige fod med Danica Pension, og altså i stedet for at blive afhørt som vidne kunne sidde ansigt til ansigt med det vidne, der var indkaldt for netop at vidne mod hende – under selve afhøringen – og endvidere være tilhører under min vidneforklaring, hvor jeg kunne svare på spørgsmål, men ikke procedere.

Begrundelsen fra rettens side var, at min ekshustru kunne blive afkrævet de beløb, hun havde fået udbetalt og derfor havde en partsinteresse i sagen.

På trods af mine protester om den manglende logik i dette, fordi der ikke er nogen sammenhæng mellem at selskabet ikke efterkom mine instruktioner og selskabets egen beslutning om at udbetale en stor sum penge til tredjepart, fastholdt retten sin afgørelse med det resultat, at min ekshustru så kunne tilpasse sin vidneforklaring til det af andre sagte, hvilket må være imod ethvert bærende princip i retsprocessen i civiliserede samfund.

Hun sad som sagt endvidere ansigt til ansigt med det vidne, der skulle vidne imod hende !

Ingen af disse afgørelser kunne ankes !

En ny dommer – nu mandlig 70-årig – var indsat til at lede retsmødet, og da der ikke længere tages egentligt referat af retsmøder, kunne denne frit fra leveren referere mine udsagn stik imod, hvad jeg havde sagt, hvorefter dommen blev som Retten i Lyngby skønnede retfærdigt, nemlig at min advokatekshustru kunne leve resten af sit liv med fuld økonomisk støtte fra sin invalide eksmand, uden nogen sinde at behøve at tjene en øre selv !!!

Hvordan skulle hun ellers opretholde sin levestandard ???

Lyder det sindssygt eller utroligt ? Men sandt er det !!!

Dommeren end ikke skulede til loven, der sagde at en begunstigelse skulle være skriftlig, og som sagen naturligvis skulle dømmes efter.

Nej, det var nok at min ekshustru i retten bedyrede mod mit udsagn om det modsatte, at jeg vidste alt hvad hun havde foretaget sig og derfor var indforstået med hendes henvendelser til Danica Pension !
Og da hun jo er advokat, og derfor betroet i systemet kunne hun med et stort grin forlade retsmødet med 3.6 mio. kr + det løse !!!

Der findes tre muligheder for dommerens adfærd, enten at han bevidst refererede forkert, hvilket burde medføre en tjenestemandssag, at hans hørelse var nedsat, eller at han refererede efter, hvad han før forhandlingen var overbevidst om var det rigtige.

Se Retsreferatet !

Det blev ikke bedre af, at Østre Landsret efter samme svada lige kunne tilføje, at et faxbrev, Danica Pension for 14 år siden havde bekræftet kun vedrørte min invalideforsikring med en 75% begunstigelse, nu skulle opfattes som gældende alle mine forsikringer og pensioner med en 50% begunstigelse, hvorefter ØLR en gang for alle hindrede mig i at føre en sag i Frankrig, hvor jeg bor, fordi mine private aftaler dermed var blevet ændret af retten, iøvrigt mod en tidligere afsagt dom i ØLR, der i 2006 havde fastslået, at mine private aftaler kun kan ændres i Frankrig.

Og det blev heller ikke bedre af, at Procesankenævnet på trods af alle disse kendsgerninger ikke tillod sagen at gå om i Retten i Lyngby.

Se herom i afsnittet ØSTRE LANDSRET og PROCESBEVILLINGSNÆVNET ( Kommer senere…)

En detaljeret gennemgang af de forkerte referater kan ses på: ( Kommer senere…)

Mit næste møde med Retten i Lyngby blev ikke mindre nedslående, og resultatet kan ses på IBM PENSIONSFOND.
Såfremt den retsplejekultur, disse to sager udviser, er gængs i danske domstole, har lægmænd ikke en chance for at vinde en sag mod en advokat eller juridiske afdelinger i store selskaber !

Dommeren tager for givet, at disse ikke vil risikere at tabe en sag, og så er sagen afgjort før dommeren træder ind i salen, og der skal nærmest en atombombe til, før hun ændrer mening.