Første gang, jeg stiftede bekendskab med en domstol, var da en foged (‘huissier’) ringede på min dør i sommeren 2002 og bad mig underskrive på modtagelsen af noget, der senere viste sig at være en dom om homologisering af dokumenter, jeg ikke anså for gyldige.
Jeg vidste heller ikke, hvad det ville sige at dokumenter blev homologiseret, men fandt ud af – efter mange gennemlæsninger – at det betød, at Susse Terp nu i Frankrig kunne inddrive den IBM-pension, hun havde fraskrevet sig i vore aftaler. ( Se Danica Pension/Danske Bank, fax af 30.11.98 ).
Såvel vilkåret på de 1000 kr.s hustrubidrag som de private aftaler var nu retsgyldige i Frankrig, hvilket ikke var i overensstemmelse med Bruxelleskonventionen, der kun på tidspunktet omhandlede officielle retsdokumenter.
Susse Terp’s kvindelige advokat havde over for den kvindelige dommer påstået at Susse Terp’s fremstilling af de private aftaler skulle udlægges som at alle aftaler var officielle vilkår !
Ja, ja, det bliver lidt kringlet ikke ? Men så forestil dig, at jeg på tidspunktet var erklæret 100% invalid på grund af en hjernetilstand !!!
Jeg forstod ikke et dyt !
En telefonsamtale med Susse Terp blev ikke andet end noget ligegyldigt, hvorfor jeg ankede dommen til Appelretten i Aix, og efter nogle udsættelser, foranlediget af Susse Terp påståede sygdom blev en endelig dato for behandlingen fastsat til 16. maj 2004. ( Bemærk datoen – den er væsentlig !)
Næste gang, jeg traf bekendskab med det franske retsvæsen var, da Susse Terp fik alle mine midler beslaglagt inden appellen var behandlet i julen 2003/4, netop fordi hun hævdede at jeg ikke havde betalt de 50% af IBM-pensionen.
Medens jeg betalte Susse Terp knap 600.000 kr. årligt, der jo indeholdt 50% af min IBM-pension, fik hun altså sat mig i en situation – på baggrund af ugyldige dokumenter – der tvang mig til at indgå en ny for hende endnu mere fordelagtig aftale, og ved den lejlighed fik hun så lige indføjet hendes egne ‘forsvundne’ pensioner.
Der stod 0.78 € på min konto, jeg kunne intet betale, jeg strøg på intensiv på hospitalet, jeg var ganske enkelt tvunget til at skrive under !
Ren MAFIA ! Og mafiaen havde altid været Susse Terp’s store interesse !
Den nye aftale var uspiselig, men da vores datter havde bestemt, at den skulle overholdes, og at den part der ikke overholdt den røg ud af familien, skrev jeg så endelig under: Peace in our time ! På betingelse af at enhver tvist skulle afgøres i Danmark.
Men belært af, hvor nemt det var at undlade at overholde aftaler jonglerede Susse Terp videre med Danica Pension og forelagde dem en helt anden version, hvorefter hun ikke overholdt sine aftaler og jeg kunne ikke få Danica til det heller.
Jeg bad derfor min advokat indlede en retssag mod Danica Pension, hvilket hun nægtede, men i stedet foreslog hun at føre en sag vedrørende den bodeling, der aldrig havde fundet sted efter skilsmissen, og som jeg jo havde udskudt af hensyn til Susse Terp’s påståede sygdom.
Herefter accepterede Susse Terp – i vores datters version – at få vore uoverensstemmelse bragt ud af verden ved en dansk domstol, og jeg anlagde sag ved Københavns Byret, men efter et stykke tid, hvor parterne var enige om, at der nu skulle foretages den bodeling, Susse Terp havde fået udsat under påskud om sygdom, så efter nogle måneders forhandling erklærede advokat Klaus Brammer, gennem hvis kontor den franske advokat førte sagen, at der var tale om private aftaler, der altså ikke nu var officielle vilkår, hvorfor sagen skulle køres i Frankrig.
Den samme advokat som overfor et fransk tribunal havde bedyret at alle dokumenter var officielle vilkår hævdede nu, at de var private aftaler, og advokat Klaus Brammer lagde navn til dette !!!
Min kvindelige advokat, Brit Elling, rådede mig nu til at indgå forlig, men det var umuligt at forestille mig hvad et sådant skulle gå ud på, og jeg insisterede på at retssagen skulle fortsætte, så jeg kunne få defineret mine aftalers status, idet jeg nu havde sat mig så meget ind i Bruxelles konventionen, at jeg vidste at sagen skulle behandles i begge lande, før Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg kunne tage stilling til i hvilket land retssagen senere skulle føres.
Brit Elling anså øjensynligt mine udsagn om homologiseringen som noget af et fantasifoster, hvorfor jeg hverken blev ført som vidne eller dokumenterne om dette fremlagt, og retssagen blev derfor blot et spil om, hvor to danske statsborgere, der var gift, separeret og skilt i Danmark skulle have deres forhold afklaret – og det blev naturligvis i en ØLR dom i december 2006: FRANKRIG !
Altså i det land hvor de ugyldige dokumenter var retsgyldige ! Det kunne der ikke blive noget godt ud af , vel ?
Brit Elling ville fortsat ikke anlægge en sag mod Danica Pension vedrørende påtegningerne af mine ratepensioner, men foreslå i stedet at vi efterprøvede Daniaca Pension’s vægring ved at administrere den sidste tvungne aftale i Forsikringsankenævnet, hvilket jeg stillede mig skeptisk over for, men lod hende gøre, medens jeg selv holdt sagen om ratepensioner varm hos Danica Pension.
Da det uundgåelige afslag kom fra Nævnet bad jeg så for sidste gang Brit Elling føre sagen mod Danica, hvilket hun igen nægtede, nu under henvisning til at hun ikke ville føre en sag, der så personligt ville blive rettet mod en kvindelig advokatkollega.
Så skruede jeg ved hjælp af en advokatven, der desværre ikke selv kunne føre sagen, en stævning sammen og efter hans råd fandt jeg så en ny advokat, der udelukkende skulle bistå i processen, fordi som min ven sagde: ‘Som selvmøder løber du panden mod en mur !’
Den nye advokat fik hele den gamle sag udleveret fra Brit Elling – uden mit vidende – og begyndte nu at lave den gamle tabte sag påny – kunne ikke nå deadline, hvorfor jeg tog til Lyngby og afleverede selv den originale stævning.
Ud fra samme idé fik jeg en ny advokat, som jeg fyrede fordi han udsatte sagen i et væk under henvisning til, at den var overordentligt kompliceret og da jeg så meddelte Retten i Lyngby at jeg selv ville følge sagen fik jeg efter opfordring fra Danica Pension’s kvindelige advokat et advokatpåbud fra en kvindelig dommer !
Den §, en dommer kan anvende lyder: ( Retsplejeloven )
§ 259. Enhver kan både som sagsøger og som sagvolder gå i rette for sig selv.
Stk. 2. Retten kan pålægge en part at lade sagen udføre af en advokat, dersom den ikke finder det muligt at behandle sagen på forsvarlig måde, uden at parten har sådan bistand. Pålægget kan ikke indbringes for højere ret.
Stk. 3. Efterkommes et pålæg efter stk. 2 ikke, betragtes processkrifter, der indgives af parten efter pålæggets meddelelse, som ikke indgivne, ligesom parten anses for udeblevet fra de retsmøder, der afholdes efter pålæggets meddelelse. Hvor særlige hensyn taler derfor, kan retten dog beskikke parten en advokat.
På den måde satte man den eneste person ( mig ) der kendte sagen til bunds og i alle detaljer ud af spillet, så sagen nu kunne føres, hvor advokater føler sig bedst tilpas, nemlig at kunne sige hvadsomhelst i retten uden at der er nogen, der kan modsige dem !
Og mange sager er endt her ! Hvem har råd til at ansætte en advokat, når man allerede er blevet ruineret af sagens genstand ?
Så måtte jeg ud at lede, og heldigvis gav retten mig udsættelse, men til sidst fandt jeg en kvindelig advokat, der ville tage sig af sagen, som hun så overlod til en mandlig kollega.
Da sagen endelig kom i retten, sad der der en knap 70-årig mandlig dommer, – ingen andre – og han indledte med at rette gardiner efter Susse Terp’s forlangende. Efter eget udsagn havde Susse Terp haft en blodprop i hjernen for et år siden, og det var vanskeligt for hende at svare rent på spørgsmålene og hun tålte dårligt sollyset.
Herefter refererede dommeren mine udsagn direkte modsat af, hvad jeg havde udtalt og som var beskrevet udførligt i stævningen til, at jeg havde talt med Danica Pension’s kvindelige advokat ( Marianne Klausen ), havde accepteret påtegningerne og at det ikke var meningen, at Susse Terp’s pensioner skulle have været opført på allongen.
Referatet fra en stenograf i retten blev afskaffet nogle år tidligere, så dommeren kan nu referere, hvad han mener at høre !( Ligesom i USA i tyverne !)
Og herefter lød dommen naturligvis på, at Danica Pension ( naboen !) havde ret ! De kunne naturligvis påføre alle de begunstigelser de havde lyst til.
Dommeren end ikke overvejede om §103 i Forsikringsaftaleloven var opfyldt. Her står der at enhver begunstigelse skal være skriftlig – og det er den jo ikke selvom jeg skulle have talt med Danica Pension !
I ØLR stadfæstede to kvindelige og en mandlig konstitueret dommer byrettens dom, fordi de fandt at parternes forklaring var de samme – på trods af at jeg havde rettet referatet fra byrettens dom -, og de fandt at Susse Terp’s udsagn om, at jeg havde boet hos hende efter separationen og at det var mig der klarede alt, var mere troværdigt end mit, der gik ud på at jeg ikke havde skrevet under og at jeg var uvidende om Susse Terp’s instruktioner til Danica Pension og naturligvis ikke havde boet hos Susse Terp efter separationen – der er jo normalt en grund til at blive separeret -, hvorfor ØLR ikke alene stadfæstede byrettens dom, men i et tillæg udtalte, at der var tale om min underskrift.
Og Susse Terp’s 70-årige mandlige og hendes to kvindelige kolleger bekræftede, at de også havde hørt fra Susse Terp at sagen forholdt sig sådan, og at det således også var deres opfattelse.
ØLR tillægger altså et svar på et brev fra Susse Terp – kun med hendes underskrift og mit navn udstreget – sendt af Danica Pension til mig, på en adresse enhver må vide at jeg ikke kan opholde mig på, så meget vægt at man tillægger dette min underskrift !
Lad mig lige her for god ordens skyld vise ordlyden af Forsikringsaftaleloven:
§ 103. Indsættelse af en begunstiget og tilbagekaldelse af sådan indsættelse er kun gyldig, såfremt den skriftlig meddeles selskabet eller optages i eller påtegnes policen af selskabet.
Det sidste kan vel ikke tydes på den måde at det er selskabet frit for at påsætte enhver begunstigelse efter eget ønske, eller kan det ???
Da Susse Terp i forbindelse med skilsmissesagen i 2002 også havde hævdet at jeg boede hos hende efter separationen, hvorfor hun mente at denne var ophævet og at jeg så ikke kunne få skilsmisse, blev sagen udskudt i tre måneder for at give mig mulighed for at dokumentere hvor jeg havde opholdt mig i perioden, og forevist dette måtte Susse Terp indrømme at dette ikke var tilfældet.
Referatet af disse to domme, der jo refererer Susse Terp’s to forskellige versioner fremsendte jeg så til Procesbevillingsnævnet med en forklaring om, at der jo var tale om bevislig mened og iøvrigt procesbedrageri, men Nævnet har ikke fundet, at der er grundlag for, at sagen går om.
Der er kort sagt tale om et : Justitsmord
Ingen i retsystemet er interesserede i retfærdighed, når det eventuelt er en kvindelig advokat, der har begået en særdeles alvorlig forbrydelse !
Mand, tænk dig om før du anlægger en sag mod en kvindelig jurist !
Se, her var vi i 2014 og senere har jeg så fundet ud af at retsformanden i ØLR, Ulla Langholz, var studiekammerat med Susse Terp og hun har således gjort sig skyldig i den værste form for korruption, jeg indtil nu har taget en dommer i.
For at beskytte en ven har hun ikke alene set bort fra loven, påstået at det var min underskrift på et forfalsket dokument at jeg skulle have modtaget et ikke anbefalet brev stilet til en adresse, jeg ikke kunne opholde mig på og dermed introduceret negativ accept i dansk ret og endvidere fortolkede hun mine private aftaler i modstrid med en tidligere ØLR.dom !
Landsdommer Ulla Langholz er kriminel og jeg vedlægger her min anmeldelse til Københavns Politis kvindelige direktør, som først afviste at efterforske fordi der jo var tre dommere i sagen og da jeg så også anmeldte dem, fordi hun anså sagen som forældet . og det bliver alt jo, når man de første 17 år er erklæret dement !
statsanstalten.com 