Østre Landsret

Hovedforhandlingen i min sag mod Danica Pension kom op i begyndelsen af 2012.

Der var to kvindelige dommere og en konstitueret mandtlig.

Jeg blev afhørt først og begyndte med at korrigere referatet fra Retten i Lyngby, hvor jeg slog fast, at jeg aldrig havde talt med advokat Marianne Klausen hos Danica Pension, aldrig havde instrueret selskabet om at påføre de omhandlede begunstigelser og at den aftale, Danica henholdte sig til ikke var gyldig og at allongen var forfalsket.

Ikke desto mindre lød retsreferatet på, at parterne havde afgivet samme forklaring som i Retten i Lyngby.

Herefter blev Marianne Klausen afhørt – stadig under øjenkontakt med Susse Terp, og hun kunne forklare at alting var gået efter bogen, uanset at intet var gået som i en normal sagsbehandling, hvor sagsbehandleren sikrer sig policehaverens skriftlige accept af det af tredjepart fremsendte materiale, fremsender blanket i forbindelse med uigenkaldelighed og sikrer sig policehavers skriftlige accept af enhver begunstigelse.

I modsætning til i Retten i Lyngby, hvor Marianne Klausen vedkendte sig, at hun aldrig havde talt med mig eller på anden måde kommunikeret med mig før 2004 kunne hun nu pludselig ikke huske noget som helst !

Så var det Susse Terps tur og hun startede med at sige, at jeg havde boet et helt år efter skilsmissen hos hende, at det var mig der hver dag hentede post og at jeg havde vidst alt, hvad hun havde foretaget sig med Marianne Klausen.
Retsformanden, Ulla Langholz, som jeg først senere fandt ud af var studiekammerat med min ekshustru, spurgte om hun havde forfalsket aftalen og Susse Terp svarede: Nej, det har jeg da sandeligt ikke, men den stakkels mand er jo dement, så han kan ikke huske noget som helst!

Her forsøgte jeg at bryde ind, men Ulla Langholz fortalte mig brysk, at jeg havde advokat på sagen og ikke selv kunne procedere og min unge advokat havde aldrig set min skilsmissedom, så her sluttede sagen så og Ulla Langholz dom blev, at jeg havde set det ikke anbefalede brev Marianne Klausen havde sendt mig foranlediget af Susse Terp på en adresse, alle måtte vide jeg ikke kunne opholde mig på, og at dette betød min underskrift på en ugyldig og forfalsket aftale.
Endvidere fortolkede hun aftalen derhen, at deling skulle betyde 50% til hver, uanset at den på et andet punkt var defineret som 75-25%.
Så imod ØLR-dommen fra 2006, der lød på, at vore private aftaler ikke kunne fortolkes i Danmark imod skilsmissedommen og stik imod dansk ret, indførte Ulla Langholz i dommen negativ accept og stemplede samtidig sig selv som korrupt af værste skuffe.

Det er OK at kvindelige jurister hjælper hinanden, men indenfor lovens rammer, tak !

Vedlagt skilsmissedommen, der var et resultat af, at Susse Terp også der hævdede at jeg havde opholdt mig hos hende et helt år efter skilsmissen og at sagen blev udsat for at give mig mulighed for at dokumentere, at jeg ikke havde opholdt mig hos hende en eneste dag efter separationen.

Og til sidst det brev, jeg sendte til Ulla Langholz efter sagen.
Min politianmeldelse kan både ses under Politiet og Retten i Lyngby.